Du er her. Vestsjællands Jagtforening > Om foreningen > Formandens beretning

Top_Logo.png

Formandens beretning på ordinær generalforsamling 20/9-2018 i klubhuset på lynglodden i Kalundborg

 

Kære medlemmer

Tillykke til os alle i Vestsjællands Jagtforening med tildelingen af Danmarks Jægerforbunds hæderspris ”Jægerprisen 2018”. Vi kunne ikke selv have fundet på en bedre måde at fejre vores 1års fødselsdag i år på. Med prisen fulgte 10.000 kr til vores forening. Det var for mig som formand en helt særlig dag lørdag d. 5.5.2018, da jeg i Vingsted Kongres Center modtog prisen på vores allesammens vegne. Det er dejligt når det bliver bemærket og anerkendt, at vi har en god forening og at vi gør det godt. Vi er bl.a. blevet tildelt prisen for vores modige fusion, som sikre en stærk og fremtidssikret forening, men også for det arbejde vi gør med at arbejde for jægernes sag i det brede og langsigtede perspektiv. Det arbejde som skaber positiv relation til befolkningen bl.a. gennem vores temadage om jagt for børn i institutionerne, og når vi holder jul for værdigt trængende borgere. Det er blevet bemærket at vi som forening formår at opbygge og inddrage et stort netværk i vores mange aktiviteter. Et netværk som spænder bredt fra den private person til kommune, sponsorer, annoncører og samarbejdspartnere. Alt sammen aktiviteter som fremmer jægernes sag både lokalt og på landsplan. Så endnu engang tillykke til os alle i Vestsjællands Jagtforening. Det synlige bevis på hædersprisen hænger nu og pynter på væggen i klubhuset i Kalundborg. Vi har desuden i bestyrelsen besluttet at vi vil fejre tildelingen af prisen med alle medlemmer, annoncører og samarbejdspartnere, samt andre interessenter ved en reception fredag d. 12.10.2018 kl. 15-18. Jeg håber at mange vil møde frem og være med. Jeg kan oplyse at vores forbundsformand Claus Lind Christensen har meddelt at han deltager.

Det har på mange måder været et godt, spændende og aktivt år i vores forening. Men før jeg beretter om dette vil jeg bede jer alle rejse jer. Vi har mistet et af vores æresmedlemmer, Knud Larsen, som desværre er død. Knud blev 91 år. Han har fulgt aktivt med i foreningens virke helt frem til det sidste. Jeg havde selv fornøjelsen af at være sammen med Knud sidste år hvor han fyldte 90 år, og hvor jeg besøgte Knud. Dengang var han stadig frisk i sindet og vi fik talt om jagt og meget andet.

Om der er flere af vores medlemmer som vi har mistet ved jeg ikke, men jeg syntes at vi lige kort i stilhed skal mindes..........Tak.

Vi startede d. 17.10.2017 med vores første bestyrelsesmøde efter sidste års generalforsamling. Her konstituerede bestyrelsen sig. Stina blev valgt til næstformand og sekretær, og Benjamin blev valgt til at overtage kassererposten efter Erik. I maj måned 2018 fik vi Claus Kristiansen ind som suppleant i bestyrelsen. Vi gjorde med andre ord brug af det mandat som generalforsamlingen havde givet bestyrelsen på sidste års generalforsamling.

Vi har i året som er gået gjort investeringer i nye skilte, flag m.v. således at vi nu har vores fine logo og navn til at pryde på klubhusene, og når vi skal ud og vise foreningen frem.

Vi har som allerede nævnt haft et aktivt år og med mange arrangementer og aktiviteter. Her vil jeg opremse de fleste, og det skal nævnes at nogle af aktiviteterne jo strækker sig over flere gange.

• Kursus i forlægning

• Foredrag med Freddy Wulff

• Temadage om jagt, natur og jægere for børn i institutioner

• Jul for værdigt trængende borgere

• Julebanko hos Toyota

• Julehygge

• Trofæaften med foredrag og opmåling af Fritz Heje Hansen

• Grillpølsekursus

• Kursus i Vildtsygdomme og Hygiejne

• Forårstur til Gunderslevholm

• Udstilling Kornets Dag på Mejnerts Mølle

• Jagttegnkurser

• Hundetræninger

• Skydninger med både hagl og riffel – her skal lyde et tillykke med de flotte resultater til holdene som deltog i flugtskydning

• Pralemorgen i Høng

• Besøg på Dyrehøj Vingård

• Trofæbehandling på Rangle-Mølle

• Røg dit vildt hos Slagter Jacob

Tilbagemeldinger på alle arrangementer har været positive og det glæder os i bestyrelsen at der er god opbakning og fremmøde. Flere af aktiviteterne har endda været fuldt booket eller overbooket.

Vi har stadig vores 2 klubhuse som vi bruger. Som nogle har bemærket er der til aftenens generalforsamling stillet forslag, fra et medlem, om fremtiden for klubhuset i Høng. Jeg glæder mig til debatten, og til at høre hvad I syntes vi skal i fremtiden på dette område. Jeg kan fortælle at vi kun bruger vores klubhuse ganske få gange om året, da vi jo ofte afholder vores arrangementer ude hos vores samarbejdspartnere. Men jeg syntes at vi skal holde fast i at have mindst et fast tilholdssted. Jeg kan også berette om at vi ikke har opgivet visionen om at finde et sted for et nyt klubhus, men at det har vist sig at det bliver en længere proces end håbet. Jeg vil benytte muligheden til også at drøfte dette punkt med jer i forbindelse med aftenens forslag vedr. klubhuset i Høng.

Jeg kan berette om, at bestyrelsen har afholdt 5 bestyrelsesmøder. Vi har deltaget i Jægerrådsmøder, Kredsmøde, og formandsmøder.

Bestyrelsesmedlem Stina Kaufmann overtog en plads i kredsbestyrelsen tilbage i november år 2017 efter at Erik ønskede at drosle lidt ned grundet et krævende job. Her skal lyde en stor tak til både Erik og Stina for det arbejde I har bidraget med.

Jeg kan fortælle at Stina Kaufmann stadig er formand i Jægerråd Kalundborg, og at jeg selv også deltager i disse møder. Her skal også lyde en tak for arbejdet du yder Stina.

Jeg kan fortælle at Stina er blevet valgt ind til at deltage i det strukturudvalgsarbejde som pågår i Danmarks Jægerforbund, og at jeg selv er blevet bedt om at deltage i et nyt udvalg som hedder Jæger og Samfundsudvalget under Danmarks Jægerforbunds hovedbestyrelse.

Vi har nået meget i årets løb, som I kan høre, og måske har jeg glemt at nævne noget. I så fald beklager jeg.

Jeg vil gerne sige bestyrelsen en stor tak for jeres indsats gennem året. Tak fordi at I vil bruge noget af jeres fritid på foreningen og det frivillige arbejde.

Jeg vil igen i år opfordre jer medlemmer til at fortælle os i bestyrelsen hvis der er et arrangement/aktivitet som I kunne tænke jer at vi kunne lave i vores forening. Alle ideer og forslag er velkomne. Vi er allerede så småt begyndt at planlægge næste års program, så lad os endelig høre hvis I har forslag.

Dette var min beretning om året der er gået i vores forening. Tak for ordet

Formand Hans Henrik Madsen